Uddannelser

På Sportsakademiet Frederikshavn samarbejder vi med de lokale ungdomsuddannelser Frederikshavn Handelsskole, Frederikshavn Gymnasium og HTX teknisk gymnasium EUC Nord samt 10. Klassecentret og Privatskolen i Frederikshavn.

Du har derfor mulighed for at kombinere dine sportslige gang med uddannelserne 10. klasse, HHX, HTX, STX samt merkantil EUX og EUD.

HTX – teknisk gymnasium

HTX på EUC Nord er en 3-årig gymnasial uddannelse med fokus på naturvidenskabelige fag, idræt, teknologi og teknik, kommunikation og IT, som vi udbyder i både Frederikshavn og Hjørring.

Undervisningen på HTX tilrettelægges, så den giver mulighed for såvel teoretiske som praktiske eksperimenter. Vi lægger stor vægt på fagenes samspil, på projektarbejdsformen og på at undervisningen skal være meningsfyldt. En stor del af undervisningen foregår i laboratorier og værksteder, hvor teorier og ideer omsættes til praksis.

På HTX får du, som elev ved Sportsakademiet, idræt som studieretningsfag i kombination med bioteknologi.

HHX – Handelsgymnasiet

Handelsgymnasiet (HHX) på Frederikshavn Handelsskole er en 3-årig gymnasial uddannelse med særligt fokus på økonomi og erhvervsforhold.

Du kan forvente indsigt og udsyn. Ny viden. Motiverende læringsformer. Engagerede lærere. Et stærkt socialt fællesskab. Virksomhedskontakter – og en tæt kobling til den vide verden.

Efter din studentereksamen bliver du handelsstudent og får adgang til videregående uddannelser på fx universitet og handelshøjskole – eller du kan tage den direkte vej ud i erhvervslivet som elev i en virksomhed.

Du kan på HHX vælge mellem fem studieretninger: Økonomi, Iværksætteri, Sprog, Globalisering eller Global Communications.

STX – Det almene gymnasium

Frederikshavn Gymnasium er byens største ungdomsuddannelse. Vi har vi fokus på faglighed og fællesskab, og hos os får du en bred, almendannende ungdomsuddannelse, som ruster dig bedst muligt til din videre karriere – uanset hvilken videregående uddannelse du vælger.

STX er den ungdomsuddannelse, der sender flest elever videre på universitetet, og kombineret med Sportsakademiet er Frederikshavn Gymnasium således dit springbræt videre i livet.

Venskaberne og fagligheden vil, som vi siger på gymnasiet, være ”med dig resten af dit liv.”

Læs mere om STX på Frederikshavn Gymnasium her

EUX Business

Med en merkantil EUX på Frederikshavn Handelsskole får du det bedste af to verdener. Du får nemlig en erhvervsfaglig uddannelse med mulighed for en elevplads og en gymnasial uddannelse i ét.

Efter det studieforberedende år på Frederikshavn Handelsskole, har du to muligheder:

1) søg en elevplads inden for den brancheretning, som du vælger på grundforløbets anden del. Detail-, handels- eller kontorelev.

2) læs en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Læs for eksempel markedsføringsøkonom, finansøkonom, pædagog, lærer eller politibetjent.

EUD Business

Den merkantile EUD på Frederikshavn Handelsskole er den hurtigste vej ud i erhvervslivet.

Har du mod på en karriere inden for detail (butik) eller handel, og kan du næsten ikke vente med at komme ud at arbejde?

EUD er den hurtigste vej til en erhvervsuddannelse. Uddannelsen har fokus på det praktiske og er målrettet dig, som vil have en elevplads inden for detail (butik) eller handel.

10. Klasse

10. klassecenteret og 10. klasse på Privatskolen Frederikshavn tilbyder også elever at være en del af Sportsakademiet.

EUC Nord

EUC Nords erhvervsuddannelser  Energi & Byggeri samt Teknik, Metal og Motor er også en del af Sportsakademiet. På disse uddannelsesretninger kan du fx læse til tømrer, murer, smed, mekaniker, industrioperatør og meget andet.